Tidligere nyhedsbreve

Tredje nyhedsmail

Lidt ydmyghed er godt nok

Sendt 9. oktober 2025

Tak, fordi du har skrevet dig op til Randers Vineyards infomail. Det betyder ekstra meget, fordi vi er helt nye og små og lidt alene. Vi kan virkelig mærke, at det er en gave, at lige præcis du sidder i den anden ende og læser med.

Derfor er der også en vigtig invitation til dig længere nede i mailen. 

Men først lige en statusopdatering på den her lille Randers Vineyard-kirkeplantning, som er på vej til at blive plantet ud i den kronjyske muld. 

Jeg tror, der er to nøgleord lige nu: Lille og levende. 

Et sted i Bibelen står der, at vi ikke skal foragte den spæde begyndelse. Det er nok meget godt, det står det, for den spæde begyndelse er spændende nok, men den er også netop spæd – og dermed så let for os ikke at regne det for noget. 

Hvad betyder det, at vi i Danmarks mindste kirke (Som jeg kalder os halvt i sjov, halvt i alvor) mødes 3-6 mennesker hver tirsdag i en stue og øver os i at være netop kirke sammen? 

Det virker ved første øjekast så lille og så ubetydeligt. Ikke mindst for os, der er bærere af drømmen om alt det, som vi ønsker, at Gud skal gøre i Randers – og som vi gerne vil være med til. 

Men der er noget andet, som er mere vigtigt. Og det er livet. At Randers Vineyard er en levende lille spire. For man behøver jo ikke være 200 mennesker, for at Gud kan komme og helbrede. Eller virke med profetiske ord. Eller for at vi kan dele, det vi har, med hinanden. 

Og det har vi oplevet. Flere gange allerede.

Alligevel har det her med størrelsen ramt mig mange gange, fordi det er så let at få resultater og identitet blandet sammen for os mennesker. 

Men da jeg var på retræte for to uger siden, oplevede jeg, at Gud gav en ny måde at tænke på i forhold til det her med kirkeplantning. For det gør noget i min hjerne, når jeg siger, at vi er ved at plante en kirke, bygge en kirke eller starte en kirke – det gør mig resultatfokuseret og optaget af min og Karstens rolle. 

Men Gud foreslog mig i stedet at se det som, at Randers Vineyard er ved at øve sig i at være en kirke. Og jeg kan bare mærke, at mine skuldre falder helt ned. Vi skal øve os i at være kirke. Uanset om vi er en lille eller stor, ny eller gammel kirke. 

Selvom det også kræver noget af mig at øve mig, så er det netop ting, der er indenfor min menneskelige magt – og så kan jeg være Gud om at være Gud og lade det vokse frem, som han har planlagt. 

Jeg begyndte at skrive det her nyhedsbrev for tre uger siden. Men siden har almindelig travlhed og en operation fået tiden til at slippe lidt mellem fingrene på os. Sådan en operation hjælper os med at holde ydmygheden levende, og det er altså ikke spor dårligt. 

For ydmyghed sætter os fri til bare at være os selv. Hverken mere eller mindre, og det er godt. 

Men nu skulle nyhedsbrevet altså være klart.

For på søndag 12. oktober er det en stor dag. Her skal vi, Eva og Karsten, udsendes af Aarhus Vineyard til Randers og indsættes som præster til gudstjenesten i Aarhus. 

Derefter står den på fest og hygge fra klokken 14 på Rådmands Boulevard 35 i Randers.

Og du er inviteret. Du kan se begivenheden her og melde dig til. Du må også gerne dukke op i Aarhus Vineyard klokken 10.30 i Vanggårdscentret på 1. sal i Aarhus til selve udsendelsen. 

OBS: Tirsdagen efter, den 14. oktober, har vi ikke Stuekirke, men holder efterårsferie. 

Derudover er alle hver tirsdag velkomne til Stuekirke-fællesskab klokken 19.30 – også hos os på Rådmands Boulevard 35. 

Tak fordi du læste med

Kh Eva (og Karsten)

Følg med her

Få infomailen

Et par gange i måneden sender Randers Vineyard en infomail ud om, hvad der rører sig i kirken, og hvad der er på programmet i den nærmeste fremtid. Det er et godt supplement til sociale medier, hvor algoritmerne kan drille.

Anden nyhedsmail

To gange stuekirke, improvisation og et fif fra Gud

Sendt 29. august 2025

To uger inde i Stuekirke-konceptet, og vi har allerede været godt i gang med at improvisere. 

Så ved man, at man er ved at starte noget op helt fra bunden. Eller rettere, at Gud er, og vi stadig er ved at finde ud af, hvordan hans dansetrin går.

Den her tirsdag viste det sig nemlig, at Karsten blev nødt til at tage til forældremøde. Og det fandt vi, som de til tider ret utjekkede forældre, vi er, først ud af mandag. Vi har ellers andre, som godt kan hjælpe med lovsangen til Stuekirke, men det var lidt kort varsel. 

Man kan godt synge lovsang uden musik eller til playbackmusik på skærm. Men det er ikke en yndlingsting. Så i stedet købte vi et el-klaver.

For engang for længe siden kunne jeg spille klaver. Mest klassisk klaver godt nok, men også en lille smule rytmisk. Og så håbede jeg, at det var ligesom at cykle – at man ikke glemmer det. 

Det viste sig, at man måske ikke glemmer det. Men at man måske heller ikke helt husker det. I hvert fald var jeg noget rusten. Jeg har aldrig været nogen stor musiker, men nu var jeg en meget lille musiker. 

Vi skulle ikke være mange om aftenen, men jeg kunne mærke, at min stolthed var presset.

Men sidste uge havde Gud hvisket noget i mine tanker, som hjalp mig. Tre ord. ”Hengivenhed – ikke perfektionisme”.

Altså ikke ud af det blå. Men fordi jeg var overvældet af mine egne begrænsninger og længslen efter at stå i forberedelser til kirke uden at blive presset og kort for hovedet. Og så sagde han, at jeg ikke skulle være bange for at knokle 😉 og at hengivenhed er et godt styreværktøj.

Det mindede mig om årsagen til at jeg stod der tre timer inden Stuekirke og desperat øvede mig på nogle lovsange. For det handlede jo ikke om, at jeg skal være Randers nye lovsangsstjerne. Årsagen var, at jeg ønskede at facilitere lovsang, som gav plads til, at vi kunne vende vores hjerter sammen mod Gud. 

Hengivenhed – ikke perfektionisme, hjælper mig til at huske, at det ikke handler om status, ære eller anerkendelse, men om at sætte mig selv til side, for at andre kan møde Gud. 

Og nogle gange betyder det, at have travlt med at rydde op og gøre rent, for at kaos ikke distraherer. Og andre gange betyder det at sætte sig ned midt i kaos og være til stede med den enkelte. Hengivenhed er et godt kompas. 

I disse dage er Karsten på stilleretræte. Så vi er kun tre hjemme i vores store hus. Det er meget stilfærdigt, og jeg savner altid min gode mand, når han ikke er her. Men det er så vigtigt, at han kommer afsted. 

For Karsten er en, der altid ser behovene omkring sig – og derfor er det guld værd, når han lukker og slukker og kun er til stede med sig selv og Jesus. 

Jeg har også lige sat to dage af til det midt i september. Det er godt at blive nulstillet i et moderne liv. Ikke mindst, hvis vi ønsker at være tilstede i livet på en måde, der bryder med vores tids stress og kaos. Hvis vi ønsker at trække på dybere kilder, end dem der kommer i vores feed. 

Vi har haft stuekirke to gange. Det har både været meget stilfærdigt og helt vildt. Stilfærdigt fordi vi har været mellem 5 og 7 personer – og vildt, fordi Gud har føltes ekstremt tæt på med hans nærvær og kraft. 

Som om han er på spil i den her lillebitte ydmyge begyndelse. Det fylder mig med ærefrygt og at ønske om at skabe et sted, hvor vi hele tiden sørger for, at der er plads til alle – samtidig med at vi er åbne for at Gud selv laver rav i vores planer.

Første nyhedsbrev

Nedtælling: Tre dage til første stuekirke

Sendt 18. august 2025

Mens jeg sidder og skriver, er der tre dage, til vi for første gang inviterer til Stuekirke i vores stuer på Rådmands Boulevard 35 i Randers på tirsdag 19. august klokken 19.30 til 21.30. 

(Siden har jeg så bøvlet med teknikken, så nu er det i morgen – men who is counting anyway) 🙂 🙂 🙂 

Det er nyt og spændende, og vi glæder os så meget til at se, hvem der dukker op. Måske er det noget for dig?

Du er altid velkommen til at tjekke det ud nogle gange. Fælden klapper ikke. 🙂 

 
Det er ikke meget mere end et år siden, at Gud for alvor bekræftede, at den kærlighed til Randers og Vineyard, som smeltede sammen inde i os, virkelig var hans invitation til at være med i hans gode planer her. 

Og første skridt af den plan har vist sig at være Stuekirke.

Vores drøm for Stuekirke er at se begyndelsen til et fællesskab, hvor vi kan komme som vi er – uanset om livet er let eller svært – og om troen er skrøbelig eller stærk – og sammen vende vores blik mod en Gud, som vil os det allerbedste – og som ikke holder sig langt væk, men kommer tæt på.

Der bliver både plads til at dele lidt om, hvad der er på færde i vores liv i øjeblikket, synge sammen (med de stemmer, vi nu engang har fået givet), lytte til og tale sammen om et lille oplæg – og plads og rum til fællesbøn, hvor man kan deltage i den grad, det giver mening. 

Skriv gerne til Karsten på 30251777, hvis du har tænkt dig at dukke op – eller inviter en ven eller bekendt fra Randers-egnen til at være med. Enten gennem en personlig invitation eller ved at invitere ind i “Drømmen om Randers Vineyard”-facebookgruppen.  Du kan også selv blive medlem af gruppen ved at trykke på knappen herunder.

I vores nye have i Randers er en syrisk rose lige sprunget ud. Du kan se billedet af den øverst i mailen. Den minder mig om mange ting, som er vigtige at huske her i den første tid, og en af dem vil jeg gerne dele med dig.

Fordi vi har den første sommer i vores nye hus, vidst vi slet ikke, at der voksede en syrisk rose i vores have, før den sprang ud i løbet af den seneste uge. Indtil da var det bare en lidt strittende busk, som vi faktisk overvejede at klippe ned. Nu er den min yndlingsbusk – og der er ellers buske nok at vælge i mellem. 

Indtil videre er Randers Vineyard også lidt som sådan en strittende busk. Bortset fra at den er lillebitte. Vi ved ikke præcis, hvordan de blomster Gud har tænkt sig at sætte her kommer til at se ud, men det er heller ikke vores ansvar. Vores opgave er bare at tage sig af den busk og være en del af den busk.